
Forskning viser, at børn og unge med usynlige handicap desværre ofte deltager mindre i foreningslivet og kan føle sig mere ensomme sammenlignet med deres jævnaldrende uden handicap. At være en del af en idrætsforening kan have en betydelig positiv indvirkning på de unges sociale liv, men de unge ved ikke altid, at der findes særlige tilbud til dem.
Solsikkehold for unge med usynlige handicap
Silkeborg Skøjteløberforening er en af de foreninger, der har særlige tilbud til børn og unge med usynlige handicap. På foreningens såkaldte Solsikkehold, der er et specialhold, er der nemlig plads til dem, der har gavn af en tydelig struktur, færre folk på isen og har brug for ekstra hensyntagen.
Solsikkeholdet er et hold for børn og unge fra ca. 8 år med psykiske lidelser og/eller funktionsnedsættelser. Solsikkeholdet er desuden et lille hold med max ca. 12 deltagere og mange hjælpetrænere, hvorfor det er muligt at tage ekstra hensyn til den enkelte unge.
Træner med særlig erfaring
Træneransvarlig for Solsikkeholdet, Mia, går selv rundt med en solsikkesnor i tasken, og hun har som yngre oplevet hvordan kunstskøjteløb har været en mulighed for udvikling af andet end blot skøjtetekninske evner. I dag er Mia blevet en del af Special Olympics landsholdet for Kunstskøjteløb i Danmark, og deltager senere på måneden i Special Olympics European Figure Skating Competition 2025 i Slovakiet.
Plads til alle
Hvis du har et barn, eller kender et barn med usynlige handicap, som kunne have glæde af at føle sig velkommen på et rummeligt og inkluderende skøjtehold, hvor vi sætter en ære i at give den enkelte et frirum fra hverdagen og gode oplevelse på isen i trygge rammer, så lad dem prøve kræfter med vores Solsikkehold, siger Dorthe Andresen Vestergaard, der er Solsikkeholdansvarlig i Silkeborg Skøjteløberforening.
Det er ikke en forudsætning, at man kan stå på skøjter for at kunne være med på Silkeborg Skøjteløberforenings Solsikkehold. Det lærer man stille og roligt undervejs og i sit eget tempo, så alle kan være med og er velkomne – uanset niveau.