08. maj 2026

Herning turist bortviser medarbejder efter mediekritik

En medarbejder hos Herning Turist er blevet bortvist efter at have udtalt sig kritisk til pressen. Har ledelsen ret til at give mundkurv på?

Herning turist bortviser medarbejder efter mediekritik
Af: Redaktionen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Tonen mellem ansatte og ledelsen hos Herning Turist er eskaleret markant i den seneste tid. Flere medarbejdere, herunder tillidsfolk, har ifølge TV2 Midtvest oplevet konsekvenser for at have udtalt sig kritisk om fejlfyldte busser og et dårligt arbejdsmiljø.

Virksomheden har angiveligt udsendt en mail til alle chauffører om, at det kan få ansættelsesretlige konsekvenser at udtale sig kritisk. TV2 Midtvest skriver, at mailen advarer mod at omtale virksomhedsforhold på en måde, der kan miskreditere eller skade dens omdømme. Ifølge mailen vil sådanne handlinger i alvorlige tilfælde kunne medføre opsigelse eller bortvisning.

Flere chauffører, som TV2 Midtvest har talt med, er stærkt frustrerede over firmaets fremgangsmåde. De opfatter mailen som en trussel om fyring og mener, at den yderligere forværrer arbejdsmiljøet. TV2 Midtvest beretter, at chaufførerne føler, at ledelsen burde imødekomme medarbejdernes frustrationer.

Bortvisning af medarbejder

En af de chauffører, der har mærket de skærpede toner, er Jette Pedersen. Hun blev ifølge TV2 Midtvest bortvist fra Herning Turist efter at have stået frem og fortalt om en skriftlig advarsel. Denne advarsel fik hun for at nægte at køre på motorvejen i en bus uden sikkerhedssele til chaufføren.

Jette Pedersen havde flere gange henvendt sig til ledelsen for at få installeret en sele, selvom den ikke i alle tilfælde er lovpligtig. Hendes sag kulminerede altså i en bortvisning for angiveligt groft at tilsidesætte sin loyalitetsforpligtelse over for arbejdsgiveren. Ifølge TV2 Midtvest har Jette Pedersen udtalt, at hun føler sig straffet og brugt som et eksempel.

Også to tillidsfolk har modtaget skriftlige advarsler fra ledelsen, fordi de har udtalt sig om forholdene for chaufførerne og fejl på busserne. Chaufførernes fagforening, 3F, finder dette uhørt og udtaler, at tillidsfolk er beskyttet mod fyring. TV2 Midtvest oplyser, at 3F nu vil indlede en fagretlig sag mod Herning Turist for usaglig bortvisning og advarsler.

TV2 Midtvest har henvendt sig til Herning Turist for en kommentar til sagen. Administrerende direktør Ronny Gasbjerg har dog meddelt, at han ikke vil kommentere på personalesager offentligt. Han tilføjer, at virksomheden anerkender medarbejderes ret til at ytre sig og lægger stor vægt på dialog og et sikkert arbejdsmiljø for alle.

Klik her for at læse den originale nyhed.
Event Information