Når unge skal i seng, holder sociale medier stadig åbent. Videoer, beskeder og notifikationer kan fortsætte langt ud på natten og gøre det svært at få de otte til ti timers søvn, som Sundhedsstyrelsen anbefaler til unge.
Med Kids Act, som blev præsenteret for nylig, lægger EU op til at begrænse 13-14-åriges adgang til sociale medier om natten. Men et flertal af danskerne vil gå endnu længere.
En ny opgørelse foretaget af Voxmeter for Digitalt Ansvar viser nemlig, at et flertal af danskerne også ønsker at begrænse 15-17-åriges adgang til sociale medier om natten.
Danskerne siger nej til TikTok om natten
I undersøgelsen er 1.034 repræsentativt udvalgte danskere blandt andet blevet spurgt, om sociale medier bør forpligtes til at blokere 15-17-åriges adgang til indhold på platformene mellem kl. 00.00 og 06.00. Det kan for eksempel være TikTok-videoer, Instagram Reels, Facebook-opslag og andet indhold i brugernes feeds.
62 procent erklærer sig helt enige eller enige i, at adgangen bør blokeres.
Omvendt mener kun 17 procent af danskerne, at de unge fortsat skal have adgang til at se eksempelvis TikTok-videoer om natten.
Et mindre flertal ønsker også at blokere private beskeder om natten
Digitalt Ansvar har også spurgt danskerne, om de ønsker en fuld blokering af sociale medier om natten for de 15-17-årige. Det vil betyde, at de unge ikke blot mister adgangen til at se indhold, men heller ikke kan sende eller modtage beskeder via platformene.
Et mindre flertal på 52 procent erklærer sig helt enige eller enige i forslaget. Omvendt er 26 procent uenige eller helt uenige.
Skærmen følger de unge med i seng
Der er flere tegn på, at der kan være god grund til at begrænse unges brug af sociale medier om natten. Søvnproblemer er blandt andet et stigende problem blandt unge.
Et nyligt publiceret studie fra Aarhus Universitet viser, at flere børn møder trætte op i skolen, og at trætheden hænger sammen med dårligere faglige resultater. I studiets gennemgang af tidligere forskning peger forskerne samtidig på, at skærmbrug, særligt før sengetid, er forbundet med senere sengetider, kortere søvn og dårligere søvnkvalitet.
I Statens Institut for Folkesundheds kortlægning af danskernes sundhed i 2023 svarer mere end halvdelen af de 16-24-årige, at de har søvnbesvær. Blandt de unge med søvnbesvær peger mere end syv ud af ti på skærmunderholdning som en årsag til, at de får for lidt søvn.
Også blandt skoleelever følger skærmen med ind i sengetiden. I den seneste landsdækkende Skolebørnsundersøgelse svarer 61 procent af eleverne i 9. klasse, at de bruger skærm efter sengetid hver nat eller de fleste nætter. Samtidig sover 65 procent af eleverne kun otte timer eller mindre om natten.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at unge mellem 13 og 18 år sover otte til ti timer om natten. Styrelsen råder desuden forældre til at holde mobiltelefoner, tablets og computere ude af børneværelset om natten. For lidt eller dårlig søvn kan på længere sigt blandt andet påvirke unges koncentration og indlæring negativt.
Derfor mener Digitalt Ansvar, at en natlig lukning af adgangen til indhold på sociale medier på hverdage kan være en god løsning. Formålet er at give de unge mere ro og bedre mulighed for at få den søvn, de har brug for.
Sociale medier er designet til at fastholde vores opmærksomhed med endeløse feeds, aggressive algoritmer og bimlende notifikationer. Det gør det svært for især de unge at lægge telefonen fra sig, også ved sengetid, og det er et problem, når vi ved, hvor afgørende det er for deres trivsel, koncentration og indlæring, at de får en god nats søvn, siger direktør i Digitalt Ansvar.
Digitalt Ansvar vil have danskernes holdning med til EU
Direktøren i Digitalt Ansvar håber derfor, at regeringen og særligt digitaliseringsministeren vil bringe danskernes holdning videre til EU.
Jeg håber, at man fra dansk side vil tage danskernes holdninger til unges sociale mediebrug om natten med, når man skal i gang med forhandlingerne om den nye Kids Act i EU. Jeg er overbevist om, at det vil have en positiv indvirkning på unges søvnproblemer og koncentrationsvanskeligheder, hvis vi slukker for sociale medier om natten på hverdage, siger Ask Hesby Holm.
