Ring 114, hvis du har set en mistænkelig, grå Opel Corsa
Som en del af efterforskningen arbejder politiet på at fastlægge den mistænkte kvindes færden mandag. Den 29-årige kvinde kørte i en grå Opel Corsa, og Midt- og Vestjyllands Politi har allerede fået flere gode henvendelser, efter politikredsen mandag bad offentligheden om hjælp. Men politiet vil fortsat meget gerne høre fra flere, der mellem klokken 10.40 og 19.50 mandag den 30. december har bemærket en grå Opel Corsa årgang 2004 udvise en mistænkelig adfærd et sted i det midt- og vestjyske. Det kan fx være en usædvanlig måde at holde på, hasarderet kørsel eller noget, der på anden vis stikker ud fra normalbilledet.Selv små observationer, der kan virke ubetydelige, kan være de brikker, vi mangler, så hvis man har lagt mærke til den her bil, vil vi bede folk ringe til os på 114, siger politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi.Det har endnu ikke været muligt at underrette den dræbte kvindes pårørende. Derfor ønsker Midt- og Vestjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om den dræbte. Ud over sigtelsen for drab er den 29-årige kvinde sigtet for at have stjålet den grå Opel Corsa og for kørsel uden førerret. Der kan komme flere sigtelser til. Den 29-årige kvinde nægter sig skyldig i alle sigtelser, men accepterede varetægtsfængslingen. Midt- og Vestjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
