
Norlys Vækstpulje har for anden gang i år sat navn på de mange midtjyske projekter, der får en økonomisk håndsrækning.
76 initiativer, der hver især bidrager til det lokale fællesskab eller er med til at skabe en grønnere og mere digital samfundsudvikling, har fået del i de i alt 5,2 millioner kroner, som Norlys Vækstpulje netop har uddelt.
Det lokale fællesskab er kernen i Norlys Vækstpulje, og derfor er vi glade for at kunne støtte projekter, der netop fremmer det engagement og den samhørighed, om det er ligegyldigt om det handler om grøn omstilling eller er med til at fremme det lokale kulturliv, siger Per Kristensen, formand for Norlys Vækstpulje Midt.
I årets anden uddelingsrunde spænder størrelsen på støttebeløbene vidt. Fra 300.000 kroner til at udvide omklædning- og toiletfaciliteterne ved Pulsen i Salling og ned til knap 5.000 kroner, som går til Strikkedamerne i Durup.
Fra Herning Havn til rullende skoletjeneste på el
En af de 76 støttemodtagere er Grauballe Ungdoms- og Gymnastikforening, som har fået 250.000 kroner i støtte fra Norlys Vækstpulje. I Grauballe er ambitionen nemlig at omdanne foreningens gamle klubhus til et nyt lyst, funktionelt og energivenligt fællesrum for hele byen. Klubhuset står derfor foran en totalrenovering, der omfatter nyt gulv, loft og vinduer, energivenlige døre og installationer, nyt køkken og moderniserede toiletfaciliteter, ligesom huset vil få handicapvenlig adgang.
Norlys Vækstpulje har også besluttet at støtte Herning Vandski og Wakeboard Klubs arbejde med at etablere Herning Havn ved Knudmosesøerne. Ambitionen med havneprojektet er at skabe et nyt rekreativt område for alle aldersgrupper centreret om både vandsport og naturoplevelser. Klubben har modtaget i alt 250.000 kroner fra Norlys Vækstpulje.
Endelig er der også givet 150.000 kroner til Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum. Museet har igennem længere tid arbejdet på at sikre en mere bæredygtig drift, og nu er turen kommet til museets skoletjeneste. Pengene skal derfor bruges på en elbil til Gammel Estrups rullende skoletjeneste. Her rykker museets formidlere ud til lokale skoler, børnehaver og institutioner med den helt nye og specialfremstillede formidlingsvogn på anhængertrækket for at give både de små og de unge en bid af historien.
Listen over samtlige projekter, der har fået støtte fra Norlys Vækstpulje, kan findes her. I slutningen af året uddeler Norlys Vækstpulje igen støtte, og de initiativer, der ønsker at få del i den pulje skal indsende deres ansøgning senest 1. oktober klokken 12. Mere information om processen kan findes via dette link.