Skip to main content
11. juli 2025

Nyt kapitel i Midtjysk Boligselskab: Bjarne takker af – John tager over

Efter mere end et kvart århundrede i beboerdemokratiets tjeneste – heraf godt 15 år som formand – giver Bjarne Almind Johansen stafetten videre i Midtjysk Boligselskab. Ny formand er John Lehmann Bøgh, der kommer med solid erfaring fra både afdelings- og organisationsbestyrelser.

Af: Midtjysk Boligselskab | Foto: Boligkontoret Danmark
PRESSEMEDDELELSE

Med Bjarne Almind Johansen ved roret har Midtjysk Boligselskab markeret sig som en væsentlig aktør i udviklingen af almene boliger i blandt andet Silkeborg, Skanderborg, Horsens og på Samsø.

Et særligt højdepunkt er den omfattende renovering af 145 boliger på Poul la Cours Vej – en del af boligområdet Højvangen i Skanderborg. Projektet blev afsluttet i 2023 efter mange års indsats og står for Bjarne Johansen som en af de mest betydningsfulde opgaver i tiden som formand.

Vi er lykkedes med at skabe et boligområde, hvor beboerne har haft reel indflydelse – blandt andet på indretningen af køkkener. I dag står vi med et velfungerende boligområde, som vi kan være stolte af, siger Bjarne Almind Johansen.

Højvangen blev i 2022 kåret som Nordens Bedste Boligområde.

I sin tid som formand har Bjarne Almind Johansen lagt vægt på de løbende styringsdialoger med de kommuner, hvor boligselskabet har boliger.

For mig har det været vigtigt, at det er os som beboerdemokrater – de direkte repræsentanter for beboerne – der tager dialogen med kommunerne. Hvis det alene er en administrativt udpeget person, mister vi noget af beboerdemokratiets sjæl, siger han.

Synlighed og nærvær har også været centrale pejlemærker i arbejdet:

Synlighed er vigtigt – og måske især, når boligafdelingerne er geografisk spredt, som det er tilfældet hos os. Jeg har gjort meget ud af at være synlig i vores afdelingsbestyrelser. Hvis vi skal inspirere til at tage del i beboerdemokratiet, så skal beboerne vide, hvem vi er, siger Bjarne Almind Johansen, der fra 2011 til 2019 desuden har siddet i hovedbestyrelsen for Boligkontoret Danmark, der er administrationsselskab for mere end 60 almene boligselskaber landet over – herunder Midtjysk Boligselskab.

Beboerdemokratiet i fokus

Nyvalgt formand John Lehmann Bøgh trådte ind i det beboerdemokratiske arbejde for mange år siden, først i Glostrup og senere i Silkeborg. Da han for fire år siden flyttede ind i en afdeling i Midtjysk Boligselskab uden en aktiv afdelingsbestyrelse, sagde han ja til at engagere sig. Siden fulgte en plads i organisationsbestyrelsen, der repræsenterer alle afdelinger i boligselskabet.

Jeg vil blandt andet have fokus på, at vores boligmasse er tidssvarende og attraktiv. Det indebærer blandt andet at se på råderetten og mulighederne for modernisering, siger John Lehmann Bøgh.

Og så vil jeg gerne fremtidssikre beboerdemokratiet – vi skal have flere yngre kræfter med. Ideelt set skal vi kombinere erfaring med nye idéer og perspektiver, lyder det.

Et stærkt fællesskab og godt samarbejde

John Lehmann Bøgh fremhæver det solide fundament, han overtager – og sender en stor tak til sin forgænger:

Jeg har kendt Bjarne og hans kone Tove i mange år og ved, hvor stort et arbejde de sammen har lagt i Midtjysk Boligselskab. Bjarne har været en synlig og respekteret formand – ikke mindst i samarbejdet med kommunerne. Jeg ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde med Boligkontoret Danmarks afdelingskontor i Silkeborg og det engagerede beboerdemokrati, siger John Lehmann Bøgh.

Efter det konstituerende møde ser bestyrelsen i Midtjysk Boligselskab således ud:

Formand: John Lehmann Bøgh, næstformand: Torben Larsen, medlemmer: Ulla Toft Laursen, Dorte Dahl, Hanne Østergaard, Lars Larsen, Jens Jørn Josefsen, Knud Erik Helbo. Eksternt udpeget medlem: Alfred Larsen.