Skip to main content
21. maj 2025

Projekt fra Silkeborg viser, at kunstgræsbaners miljøpåvirkning kan minimeres med simple tiltag

Det viser test- og udviklingsprojektet Silkeborgbanen, som Silkeborg Kommune har gennemført i samarbejde med DBU og Teknologisk Institut.

Af: Silkeborgbanen | Foto: Pexels
Pressemeddelelse

EU-Kommissionen besluttede i efteråret 2023, at man fra den 17. oktober 2031 ikke længere må installere kunstgræsbaner med gummigranulat som infill i EU-landene. Eksisterende baner må dog fortsat bruges. Kommissionen traf sin beslutning ud fra en antagelse om, at der i gennemsnit blev spredt 500 kg mikroplast om året til naturen fra hver enkelt kunstgræsbane. Nu viser et netop overstået projekt fra Silkeborg Kommune, at man kan holde svindet af mikroplast på under 10 kg om året – altså under 2 pct. af det potentielle svind, som EU-Kommissionen brugte som grundlag for det kommende EU-forbud.

Silkeborg Kommune iværksatte i 2021 et samarbejde med Dansk Boldspil-Union (DBU) et test- og udviklingsprojekt i forbindelse med opgraderingen af det eksisterende fodboldanlæg på Søholt i Silkeborg. Målet med projektet var at skabe de bedst mulige vilkår for kommunens fodboldklubber og samtidig vise, hvordan man indretter, vedligeholder og bruger kunstgræsbaner på en måde, der skåner miljøet mest muligt.

Vi synes, vi på Søholt fandt en model, der kombinerer optimal brug med minimal miljøpåvirkning, og nu har vi endelig også fået dokumentation for det, siger Johan Brødsgaard, 1. Viceborgmester og formand for Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune.

Resultaterne viser, at man med effektive afværgeforanstaltninger samt korrekt vedligehold og snerydning kan begrænse spredningen til under 10 kg om året – et niveau, der er 50 gange mindre, end hvad EU-Kommissionen brugte som grundlag for sit forbud.

Vores undersøgelser viser, at hvis man planlægger og driver en bane ordentligt, og man har en fornuftig politik omkring vedligehold og snerydning, så kan man holde spredningen på under 10 kg om året. Størstedelen af det gummigranulat, der tages med fra banen i fodboldstøvlerne, ender dog sandsynligvis ikke i naturen, men i restaffald, når der er gjort rent i omklædningsrummet eller i entreen derhjemme, siger seniorspecialist Bjørn Malmgren-Hansen fra Teknologisk Institut.

Undersøgelserne på Silkeborgbanen fortsætter

Silkeborg Kommune har besluttet at fortsætte test- og udviklingsprojektet for at undersøge, hvordan man kan reducere svindet af mikroplast fra kunstgræsbanerne yderligere. Man kan få et simpelt overblik over projektets hovedresultater på Silkeborgbanen – fremtidens miljøvenlige kunstgræsbaneanlæg , hvor man også finder selve hovedrapporten fra Teknologisk Institut.

Hovedanbefalinger fra Teknologisk Instituts rapport til begrænsning af svind af infill fra kunstgræsbaner:
  • Bander virker – højden har en betydning: Bander er effektive til at holde gummigranulat (infill) på kunstgræsanlægget. Den fælleseuropæiske vejledning anbefaler bander med en højde på 50 cm.

  • Ind- og udgangssluse for spillere er vigtig: En sluse med riste som ”gulv”, som spillerne skal passere, kan opsamle infill fra spillere, trænere og udstyr, når de forlader anlægget.

  • Vedligeholdelsesudstyr skal rengøres: Hvis vedligeholdelsesudstyr, fx traktorer, forlader anlægget, skal det rengøres for infill, og der skal være en sluse alene til vedligeholdelsesudstyr med riste til opsamling af infill.

  • Vedligeholdelse har stor betydning: Plejeplanen for det enkelte anlæg skal følges, og infill, der skubbes ud mod kanten af anlægget, skal flyttes tilbage til banens mest brugte områder.

Fakta:

  • Danmark har over 400 kunstgræsbaner, der betjener 380.000 aktive fodboldspillere

  • Langt de fleste nyere kunstgræsbaner har afværgeforanstaltninger med henblik på at bevare gummigranulatet på kunstgræstæppet

  • Gummigranulat til kunstgræsbaner stammer i mange tilfælde fra udtjente bildæk, der er blevet opdelt i de enkelte bestanddele, og gummiet derfra er efterfølgende oprenset til ren genbrugsgummi.

  • I nogle kunstgræssystemer – og det gælder også på Silkeborgbanen – lægges et såkaldt e-layer som et stødabsorberende underlag under selve græstæppet. Dette e-layer fremstilles af gummigranulat blandet med et polyuretan-bindemiddel

  • Kunstgræsbaner er slidstærke, vejrbestandige og giver mulighed for helårsspil

  • Silkeborgbanen følger den fælleseuropæiske vejledning og har et areal på 9.442 m2 med samlet set 66 ton gummi-infill (mere info på Silkeborgbanen – fremtidens miljøvenlige kunstgræsbaneanlæg)

  • EU-Kommissionen har besluttet at forbyde salg af gummigranulat til kunstgræsbaner fra 17. oktober 2031. Kunstgræsbanerne må dog gerne anvendes efter denne dato.