Skip to main content
6. august 2025

Rute 13 får ny asfalt mellem Hjøllund og Engesvang

Søndag den 10. august begynder Vejdirektoratet arbejdet med at udskifte asfalten på Rute 13 mellem Hjøllund og Engesvang. Arbejdet forventes at tage omkring fem uger.

Af: Vejdirektoratet | Foto: Vejdirektoratet
PRESSEMEDDELELSE

Asfalten på Rute 13 mellem Hjøllund og Engesvang er nedslidt. Derfor går Vejdirektoratet i gang med at give strækningen et nyt og forbedret lag asfalt.

Vejarbejdet begynder søndag den 10. august, og Vejdirektoratet forventer, at det kommer til at vare omkring fem uger.

Sådan foregår arbejdet

Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Information til trafikanterne

For at påvirke trafikken mindst muligt udføres arbejdet som aften- og natarbejde primært mellem klokken 18.00 og 6.00. Trafikken forbi vejarbejdet vil blive afviklet via signalregulering, og når der ikke arbejdes på strækningen, vil vejen være åben for normal trafik.

Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne vil få en forlænget rejsetid. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte påføre naboer og trafikanter.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk