Er der langt fra stoppestedet til din endelige destination, regner det i stride strømme eller er cyklen punkteret? Så kan det være rart at tage cyklen med i bussen, lokaltoget eller Letbanen.
Fra den 19. januar 2025 kan Midttrafiks kunder nøjes med at købe billet til sig selv og tage cyklen med helt gratis. Tidligere skulle man tilkøbe en cykelbillet til 13 kr.
Midttrafiks direktør Lars Berg fortæller:
Kombinationen af kollektiv trafik og cykel er et godt alternativ til bilen. Det ønsker vi at understøtte. Derfor gør vi det lettere at tage cyklen med i bus, tog og letbane. Samtidig stiger antallet af regionale ruter, der kan medtage cykler i takt med, at der bliver indsat nye busser med plads til cykler. Flere og flere kunder vil derfor få mulighed for at medtage cykler i bus, tog og letbane, men der vil desværre altid være et forbehold i forhold til det antal af cykler, der er plads til.
