Mænd og kvinder fra det midtjyske deltog
Tusindvis af midtjyske mænd og kvinder ydede på forskellig vis modstand mod tyskerne. Det kan man se, hvis man søger i Frihedsmuseets omfattende modstandsdatabase. En af dem var bibliotekar Else Elisabeth Baastrup Thomsen (1919-2005), der under dæknavnet Pie deltog i modstandsarbejdet i Århus og Randers. Her arbejdede hun blandt andet som kurer, lige som hun hjalp adskillige faldskærmsagenter. I 1944 blev Else Elisabeth Baastrup Thomsen arresteret og kom i Vestre Fængsel, inden hun blev sendt videre til fængsel i Tyskland. Hun kom med De Hvide Busser tilbage til Danmark.Der dukker stadig nye modstandsfolk frem
Else Elisabeth Baastrup Thomsen er én af de knap 100.000 danskere, der står registreret i Modstandsdatabasen. Museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen er ansvarlig for Frihedsmuseets arkiv og dermed også for Modstandsdatabasen.Mange danskere har haft fornøjelse af at gå på opdagelse i databasen og finde oplysninger om deres familiemedlemmer. Det er nemlig muligt at finde konkrete, navngivne personer og se, hvilken type modstandsaktivitet de var engageret i. Og databasen giver i det hele taget et godt indblik i, hvordan den danske modstandsbevægelse var organiseret, hvilken type modstand der var hyppigst og hvor i landet, den fandt sted, fortæller Gry Scavenius Bertelsen.Gry Scavenius påpeger dog, at det er vigtigt at holde sig for øje, at Modstandsdatabasen ikke omfatter samtlige modstandsfolk i Danmark.
Vi har ikke haft mulighed for at gennemgå alt kildematerialet, lige som det ikke er alle modstandsfolk, der har afsat sig spor. Hvis vi modtager nye oplysninger, bliver databasen opdateret.For eksempel blev modstandsdatabasen udvidet i 2024, da Frihedsmuseet fik kendskab til en hidtil ukendt modstandskvinde, der ikke var registreret i databasen.
